AKTIVITETER FOR ALLE

  • Skovfit med Lars Schou

    Skovfit med Lars Schou

    Kom med når Lars Schou inviterer til skovfit ”Træning med naturen” hver tirsdag kl. 10-11 og torsdag kl. 16-17 året rundt i al slags vejr.

    Træningen i skoven, på stierne og på den åbne historiske gårdsplads sætter fokus på puls, balance, styrke og stræk og vi træner med egen kropsvægt.

    Medbring gode sko, praktisk tøj, evt. handsker og en drikkedunk.

    Deltagelse er gratis, men et årligt medlemskab af Foreningen Forte (100 kr.) er en betingelse.

  • Skyggespil

    Lørdag d. 7. november kl. 13.00-15.00

    Med lys dannes skygger igennem forskellige materialer til små dramatiske skyggespil og kunstværker.

    Vi bruger naturen men også andre elementer og workshoppen kræver ingen forudsætninger andet end nysgerrighed.

    Børn under 9 år i følge med en voksen

    Workshoppen afholdes af: Linda Weimann, Rikke Blicher og Karen Marx Gibson og er en del af Lys i Mørket på Samsø.

    Adresse: Bisgaard Forte 14
    Gratis deltagelse

  • Spor af lys på Bisgaard

    Lørdag d. 7.november kl. 20.00-22.00

    Oplev Bisgaard i mørket, hvor stedet træder frem på ny.

    Med stedspecifikke lysinstallationer og afsæt i Bisgaards historie og landskab inviteres man ind i en verden af lys og skygger.

    En fysisk udstilling i skoven, hvor stedets spor transformeres til en visuel oplevelse skabt af Rikke Blicher, Karen Marx Gibson og Linda Weimann.

    En del af .Lys i mørket’ på Samsø

  • Julemarked på Bisgaard

    Julemarked på Bisgaard

    Lørdag den 28. november 2026 kl. 10.00–16.00

    Vi gentager succesen og inviterer igen i år til julemarked i den gamle lade på Bisgaard.

    Glæd dig til en hyggelig dag med markedsboder, mad og drikke, dekorationsværksted og masser af julestemning i de gamle rammer.

    I år får vi også et helt særligt magisk julehjørne, hvor Samsøs gamle julesagn, nisser og juletraditioner får liv. Glæd dig til:
    - Nissevandring med høkamp
    - Samsøs gamle julesagn med bogkast og smørkærning


    Lækker mad ved Peer Frausing, kok som også før ved flere lejligheder har serveret lækker mad over bål på Bisgaard.

    Markedsboder og mulige julegave lækkerier, opdateres løbende:
    - Tønnesminde Økobrug
    - Alvildas skæve julebod
    - Sonjas kreative markedsbod: Solglimt
    - Lena Jo Hursh, Samsøs ukronede krimidronning og børnebogsforfatter
    - Salg af den spritnye bog om Bisgaard skrevet af historiker Annette Hoff

    Sæt kryds i kalenderen – vi glæder os til at byde jer velkommen til jul på Bisgaard!

  • Tidligere arrangement: Medbring Bålhistorier i efterårsferien

    Onsdag d. 14/10 kl. 19.00-20.30.
    Gratis deltagelse


    Vi mødes ved Skovkontoret (pavillonen) på Bisgaard Forte 14.

    Bålet har været med os til alle tider. Det var det der gjorde, at vores fjerne forfædre i stedet for at gå i seng med solen, kunne sidde oppe og strække samtaler og fortællinger ind i natten.

    Men hvad er en god bålhistorie egentlig?

    Kom og udforsk det med os onsdag i efterårsferien. Vi varmer op med at tænde bålet i fællesskab med ludkogt fyrsvamp og gammeldags ildstål, hvorefter vi bænker os omkring bålet i mørket med et krus varm solbærsaft… og herefter fortæller vi!

    Alle deltagere opfordres til at tage én eller to små historier med. Intet er rigtigt eller forkert, det vigtigste er, at man selv synes det passer godt som en fortælling i bålets skær. Det kan være et minde fra sidste jul, en oplevelse fra hverdagen, en filosofisk tanke, en scene fra den værste Die Hard film, en joke, en myte eller noget andet.

    Fortællingerne må dog maksimalt være 5 minutter lange af tidshensyn. Har man lyst, er man meget velkommen til at bruge rekvisitter og udklædning til sin fortælling.

    Alle er velkommen og det er ganske gratis at deltage.
    Adressen er: Bisgaard Forte 14.
    Vært og formidler er:

    Historiker Niels Krogh Nielsen

  • Åben Skovkontor

    Næste åbne dato følger snarest

    Når skovkontoret er åbent, finder du vores frivillige skovværter i og omkring området. Vi har kaffe på kanden, ordner små projekter og tager gerne en snak med alle, der kigger forbi.

  • Tidligere arrangement: Biofun Go på Bisgaard

    Fredag d. 16/10 kl. 14.00-16.00.
    Gratis deltagelse

    Tag familie og venner i hånden og hjælp Foreningen Forte og Sommerfugle-Ø Samsø med at kortlægge naturen i skovområdet omkring Bisgård og den gamle borgbanke.

    Med en app på mobilen, en artsnøgle eller en håndbog fra din hylde inviterer vi til, at I kommer ud i det grønne, identificerer arter af planter, svampe og dyr, og skriver dem på vores store fælles kort ved Skovkontoret.

    Der vil være varm solbærsaft fra bål til at tage med rundt, og man må selvom, om man vælger arter man kender, eller vil udfordre sig selv og identificere noget nyt.

    Vi vil helt vildt gerne formidle Bisgårds natur endnu bedre! Ikke kun i forhold til biologien, men også omkring det kulinariske, det historiske og naturen i folketroen.

    Derfor vil arterne I identificere, og hvor I fandt dem, være helt uvurderlig viden for os!

    Alle er velkommen og det er ganske gratis at deltage.
    Adressen er: Bisgaard Forte 14.
    Vært og formidler er:

    Historiker Niels Krogh Nielsen

  • Live Rollespil

    Næste dato følger snarest- dagens gamemaster er:
    Kaare Naurholm Nørgaard

    Alle er velkommen til at deltage når de tapre riddere og de snu skovelvere, i skovene omkring Bisgaard Forte, er klar til eventyr med sværd, magi, venskab, foræderi og masser af gode historier.

    PRAKTISK INFORMATION:

    Rollespillet er for børn og unge - samt voksne, som ønsker at støtte op omkring spillet. Der kræves ingen forudsætninger.

    Vi søger altid flere flinke voksne, som kunne tænke sig at prøve kræfter med at være dagens tyv, onde troldmand eller rare jæger eller alt muligt andet.
    Kontakt gamemaster Kaare ved interesse og spørgsmål: 51822511

    Børn fra 2. klasse og op må også gerne komme uden forældre, da der er voksne til stede under hele spillet. Børn fra 1. klasse og ned skal følges med en voksen i spillet. Forældre bedes undlade at gå rundt i skoven under spillet, medmindre de selv deltager som karakter eller hjælper.

    Undervejs i spillet kan børnene søge støtte og hjælp fra den rare kromutter eller krofatter, som serverer brød, suppe og "rød-vin" til rollespillerne ved kroen.
    ''Kroen'' er til fri afbenyttelse for de voksne, hvor man kan side indendørs og holde varmen, imens børnene spiller.

    Har deltagerne mulighed for at komme i tøj i naturlige farver, anbefales det. Det er muligt at låne lidt rekvisitter og kostume af foreningen.

    Husk en drikkedunk - vi sørger for lidt let aftensmad.

    Pris: 50,- per gang - 200,- per halvårs sæson.
    Mobilepay: til Foreningen Forte 960619 - skriv rollespil.

    Adressen: Bisgaard Forte 14

    For mere info: Skriv til Skovvaert@gmail.com

VELKOMMEN TIL
BISGAARD - ET HISTORISK NATURSAMLINGSSTED

Bisgaard er Samsøs åbne fælled – et samlingssted i naturen for alle, som ønsker et mere grønt fritids- og friluftsliv. 

Udeområdet med stier, shelters, vandhul, afskærmede samlingsrum, skilte, kunst og oplevelser og et bæredygtigt udekøkken med 80 spisepladser omkring Bisgaards åbne plads og hjerte, er fælles og altid tilgængeligt for alle. Her kan du og dine børn finde RO, I kan gå til Skovfit, deltage i undervisningsforløb, fællesspisninger, lære om bier, om alt der kribler i skovbunden, komme på historiske vandringer og meget mere. 

Stedet er under udvikling som et naturstærkt, hyggeligt og rummeligt uderum - og du er velkommen til både at deltage, medudvikle på aktiviteter og danne nye interessefællesskaber, som kan bruge Bisgaard. For mere information om stedets særlige historiske betydning – læs lige her. 

Følg med her på siden, på vores facebook eller Instagram for meget mere information om kommende aktiviteter og events eller kontakt Skovværten, som bemander stedet 3 dage om ugen på: skovvaert@gmail.com 

“Samsø Kommune har i årevis kæmpet for at øge tilflytningen til Samsø. Initiativet for at udvikle et forsamlingsrum midt i naturen på Samsø, som både kan bruges som friskole og som mødested mellem samsingerne og vores gæster, vil blive et unikt element i vores bosætningsindsats. ”

— Marcel Meijer, Borgmester Samsø Kommune 


FØLG OS INSTAGRAM